Nu er efteråret for alvor over os, og med det følger efterårets gøremål i haven. For mig betyder det høstning af frø, tulipanløg, hvidløg og meget mere. Der er stadig smukke blomster og afgrøder i køkkenhaven, men frosten lurer lige om hjørnet, og derfor er der et par ting, jeg altid får ordnet i efteråret.
Jeg har samlet nogle af mine gøremål i haven.
Gøremål i efterårshaven haven
Frøsamling
Det er sjovt at samle sine egne frø, og glæden ved at forspire dem i foråret er endnu større end købte frø. Mange blomster og afgrøder krydsbestøver, og du vil derfor i mange tilfælde opleve nye farver og former.
Lige nu sætter de fleste blomster frø, og mange af dem er lige til at høste, så du næste år kan nyde de samme smukke blomster i haven.
Her er nogle af mine frøfavoritter
Dahlia/georginer – Jeg dyrker mange dahlia i haven, som jeg starter fra frø. Alle de frøsåede dahlia sætter nye frø, der er lige til at høste. Du kan læse mere om frøsået dahlia her
Tagetes – Helt frem til den første frost tager livet af dem, blomstrer de og sætter mange frø, der er nemme at høste. Jeg har skrevet om, hvordan du høster frø og dyrker tagetes her
Cosmos – Lige som tagetes blomstre Cosmos helt frem til den første frost, og de sætter villigt frø, som du skal være hurtig til at høste, inden de falder til jorden og er umulige at finde.
Morgenfrue – Morgenfruerne står stadig fint i haven og sætter mange sjove frø. Her gælder det også om at være hurtigt ude, hvis du altså gerne selv vil bestemme placeringen til næste år.
Tallerkensmækker – Sætter nogle store flotte frø og er nemmeste at høste, når de selv er faldet af planten. De er nemme at få øje på på jorden grundet den store størrelse.
Anisisop – også kendt som indianermynte er en smuk staude med mange blomsteraks, der er elsket af bier og sommerfugle. Frøene er bittesmå og sorte, men kan nemt høstes ved at klippe de afblomstrede aks af og komme dem i en papirspose.
Lægning af løg
Efteråret er også tiden for at få lagt forårsløg som tulipaner, vintergækker og vibeæg. Allerbedst er det at få lagt dem i begyndelsen af efteråret, men du kan stadig nå det.
Når du lægger løg, er det vigtigt, at du lægger dem 3x løget størrelse under jorden.
Hvidløgs tid
Hvis du gerne vil nyde hjemmedyrkede hvidløg til næste år, så er det nu, de små fed skal i jorden. Hvidløg har brug for flere ugers frost for at blive til noget, og så skal de gerne lige nå at etablere sig inden frosten kommer.
Slå græsset – Men ikke for kort
Så længe græsset stadig gror er det en god idé at klippe det, men det er vigtigt at indstille græsslåmaskinen, så den ikke klipper græsset for kort/tæt. Som en tommelfinger regel bliver den sidste klipning i slutningen af oktober.
En anden fordel ved at slå græsset nu er, at du samtidig indsamler alle de blade, der ligger på plænen. Så slipper du for at gå rundt og skrabe dem sammen + de er blevet klippet i små stykker, så de hurtigt komposterer enten i komposten eller som jorddække over vinteren.
Efterårshindbær
Hvis du er så heldig, som jeg, at have efterårshindbær i haven, er det vigtigt løbende at høste de dejlige bær. De går nemlig hurtigt til, og så snart frosten har været her, er det slut med hindbær for i år.
Jeg sylter og fryser mine hindbær, så jeg kan nyde dem langt ind i det nye år.
Dæk bar jord
Som nævnt tidligere, er græsafklip og blade perfekte at bruge som jorddække.
No Comments